1. maj-tale

Hugos, Køge

Glædelig 1. maj – på denne smukke, solrige forårsmorgen.

Hvor er det dejligt at se så mange af jer hernede på Hugos med kaffe i kopperne og lidt morgenbrød på tallerknerne.

Nogen sidder ved siden af mennesker, de kender.
Andre er allerede faldet i snak med nogen, de ikke kendte for ti minutter siden.

Det er egentlig en meget fin beskrivelse af 1. maj.

Fællesskaber med dem, vi kender.
Og plads til at få et par stykker mere med undervejs.

Det her er min første 1. maj-tale.

Så jeg har selvfølgelig tænkt en del over, hvor jeg egentlig skulle begynde.

Og jeg tror, jeg vil begynde i Kalundborg.

Hos min mormor.
Min mormor var skrædder i Kalundborg.

Hun syede ikke bare kjoler og jakkesæt.

Hun syede tøj til mennesker.

Til skæve skuldre, korte arme, lange ben, runde maver, smalle hofter og alt det andet, der heldigvis gør os til andet end mannequiner.

Hun sagde altid:
Man syr ikke det samme jakkesæt eller den samme kjole til alle.

Man måler.
Man tilpasser.
Og man retter til undervejs.

For vi mennesker er forskellige.

Det kan lyde næsten lidt selvfølgeligt.

Men det er faktisk en ret præcis beskrivelse af, hvad god politik burde handle om.

Og måske også af, hvad arbejderbevægelsen altid har kæmpet for.

Ikke at presse mennesker ned i den samme form.

Men at skabe et samfund, hvor der er plads til, at forskellige mennesker kan leve ordentlige liv og bidrage med det, de kan.

For vi er alle en ressource.

Og vi kan alle bidrage med noget — uanset hvilke udfordringer vi måtte komme med.

Min mor syntes ikke, det var noget særligt at komme i skole i en ny skræddersyet kjole.

Men set herfra var det jo et arbejderhåndværk.

Et fag, der krævede øje, erfaring og respekt for det menneske, der stod foran én.

Og det er måske værd at huske på i dag, hvor de færreste af os får syet noget efter mål.

Nu kan vi med få klik på en hjemmeside få tøjet sendt hjem på få dage.

Nogle gange passer det.
Andre gange står man der foran spejlet og tænker:
Tja bum, det tøj sad da vist nok lidt bedre på modellen.
Sådan er det også med arbejdsmarkedet.

Det forandrer sig.
Det har det altid gjort.

Men lige nu går det stærkt.
Rigtig stærkt.

Kunstig intelligens flytter ind alle steder.
I virksomhederne.
I kommunerne.
I skolerne.
På kontorerne.
I velfærden.
På vores telefoner.
Hos supporten.
I vores børns hverdag.
Alle steder.

Og lige nu er vi nok lidt nyforelskede.
Det må man godt sige.

Kunstig intelligens er imponerende.
Den kan skrive, regne, analysere, sortere, oversætte og finde mønstre hurtigere, end de fleste af os kan nå at finde vores læsebriller.

Den lover os mere fart, bedre overblik og højere effektivitet.

Ja, næsten en følelse af, at vi alle sammen pludselig har fået superkræfter.
Og det kan man da godt blive lidt betaget af.
Men vi ved godt, hvordan det er at være nyforelsket.

Man ser det bedste.
Man bliver lidt rundtosset.

Og man får ikke altid stillet de kritiske spørgsmål lige med det samme.

Dem er vi nødt til at stille nu.
For når vi taler om kunstig intelligens, taler vi ikke kun om teknologi.

Vi taler om arbejde.
Om magt.
Om faglighed.
Om dømmekraft.
Og frem for alt om mennesker, der kan blive usikre på, om der stadig er brug for dem.

For hvis kunstig intelligens giver os superkræfter, så er det jo et rimeligt spørgsmål:
Hvem får gevinsten?

Bliver det medarbejderen, der får mere luft, mere tid og et bedre arbejdsliv?

Eller bliver det bare endnu en forventning om at løbe hurtigere?
Det er et af de helt oprindelige 1. maj-spørgsmål.

Bare i en meget ny indpakning.
For en algoritme kan måske finde det hurtigste svar.
Den kan gennemgå tusindvis af oplysninger på få sekunder og pege på det, der ser mest effektivt ud.

Men der er forskel på at finde et svar og på at træffe en beslutning.
Der er forskel på data og dømmekraft.
Der er forskel på effektivitet og retfærdighed.

Det ved alle, der arbejder med mennesker.
Det ved medarbejderne i vores skoler.
I dagtilbuddene.
På plejehjemmene.
I socialpsykiatrien.
I hjemmeplejen.

Og alle de steder, hvor faglighed ikke bare handler om at følge et skema, men om at se et menneske.

For mennesker passer sjældent ned i et skema uden at stikke lidt ud i kanterne.

Det gjorde vi heller ikke hos min mormor.
Derfor skal teknologien ikke overtage vores dømmekraft.

Den skal støtte den.
Den skal hjælpe os med struktur, overblik og mindre spildtid.

Den skal tage noget af det tunge, det farlige, det beskidte, det trivielle og det rutineprægede arbejde, så vi mennesker får bedre tid til det, mennesker er bedst til.

At se hinanden.
Lytte.
Vurdere.
Tage ansvar.
Drage omsorg.

Lidt ligesom da lommeregneren kom.
Den gjorde os ikke dummere til matematik.

Men den gjorde det muligt at bruge tiden anderledes.

Sådan kan kunstig intelligens også blive et redskab.

Men kun hvis vi styrer den.
Ikke hvis den styrer os.
Og hvis vi bruger teknologien klogt, kan den måske være med til at åbne arbejdsmarkedet for flere i stedet for færre.

Jeg tænker især på de børn og unge, vi i dag kalder neurodivergente.
Børn og unge med autisme, ADHD eller andre måder at tænke, sanse og arbejde på.

Alt for mange af dem møder stadig et system, der i praksis er syet efter én bestemt model.
Samme tempo.
Samme måde at lære på.

Samme måde at være social på.
Samme måde at passe ind på.

Og hvis det ikke lykkes, så bliver problemet alt for ofte placeret hos barnet.
Hos det enkelte menneske.

Men hvad nu, hvis vi begyndte at vende det om?
Hvad nu, hvis ny teknologi kunne hjælpe os med at skabe mere struktur, mere forudsigelighed og mere plads til forskellige måder at fungere på?

Ikke fordi kunstig intelligens kan løse alt.
Det kan den selvfølgelig ikke.
Men fordi bedre redskaber kan give flere mennesker en reel chance for at lykkes.
Det er jo i virkeligheden bare min mormors gamle pointe i digital udgave:
Hvis noget strammer, må man rette til.
For hun ville aldrig have sagt:
Det er kroppen, der er forkert.
Hun ville have sagt:
Visse vasse, det der, det retter vi lige til, så passer det helt perfekt til dig.
Det synes jeg, vi skal tage med os ind i fremtiden.
For arbejderbevægelsens opgave i dag er ikke at stå med ryggen til fremtiden.
Det er at tage fat i den og insistere på, at den også skal være for helt almindelige mennesker.
For ja, vi skal følge med.
Men vi skal ikke løbe så hurtigt, at vi glemmer at se, hvem der falder undervejs.
Og måske er det i virkeligheden ikke mere kompliceret end det, min mormor lærte os for mange år siden i Kalundborg.
Man tager mål.
Man lytter.
Og man retter til, når noget ikke passer.
Også når verden forandrer sig.
Når teknologien flytter grænserne.
Og når nogen siger, at det hele bare skal gå hurtigere.
For fremtidens arbejdsmarked skal ikke bare være effektivt.
Det skal være til at være et helt menneske i.
Og det er derfor, vi stadig holder 1. maj.
Ikke fordi verden står stille.
Men fordi mennesker stadig har brug for fællesskab, rettigheder og respekt, når verden forandrer sig.
Så lad os tage fremtiden på os.
Ikke naivt.
Ikke forskrækket.
Men med åbne øjne, varme hænder og den gamle socialdemokratiske stædighed:
At fremskridt først er fremskridt, når almindelige mennesker kan mærke det.
Rigtig god 1. maj.