Topmøde for at komme i top 10

I oktober måned kom det frem, at Køge kommune er røget ned på en 84. plads i DIFs Kommuneundersøgelse 2025 i deres gennemgang af kommunernes prioriteringer og indsatser på det idrætspolitiske område. Det skal håndteres, og derfor inviterer det grønne valgforbund til topmøde fredag den 14. november i Pakhuset Braunstein for at få foreninger og frivilliges bud på, hvordan skuden kan vendes.

I det grønne valgforbund bestående af Alternativet, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF og Socialdemokratiet vakte det stor forundring, at Køge kommune ikke havde klaret sig bedre i den nyeste rangering af kommuner i DIFs måling. Ved målingen i 2021 lå Køge kommune placeret på plads 65, selvom ambitionerne var for at kravle op af rangstigen var store. I hvert fald hvis man spørger partierne på tværs af det grønne valgforbund. Nogen må havde sovet i timen de seneste fire år, lyder meldingen fra dem.

”Millioner øremærket til kultur og idræt og tårnhøje forventninger skulle give Køge kommunes sports- og foreningsliv et tiltrængt frisk pust ved indgangen til denne valgperiode. Fire år efter kan vi gøre resultaterne op – og vi endte på en trist plads som nummer 84 i Danmark. Vi er uforstående over for resultatet, og vi er stærkt bekymret for om, man egentlig har haft fornemmelsen for, hvad der egentlig virker og er ønsket ude i foreningslivet,” siger Niels Rolskov fra Enhedslisten om det, han betegner som foreningsblomsten, der gik ud.

“Kommunen er styrtdykket og ligger nu på en plads nr. 84 ud af de 93 kommuner, som er med i undersøgelsen. Det er en skandale, og det kan vi ikke være bekendt. Lad os sammen mødes og lægge en plan for de næste fire år, hvor vi skal prioritere HELE kulturlivet i vores kommune. Før denne valgperiode lå vi meget højere. Der må gøres noget, og det skal gøres sammen med alle vores foreninger og ikke kun med få foreninger, som har skulle invitere sig selv på “Mød Formand for Kultur- og Idrætsudvalget, som inviterer til åbne samtaler. Nu vil vi gerne høre alle foreninger, om hvad der ligger dem på sinde, og derfor inviterer vi til et topmøde for foreningslivet,” siger Mette Jorsø fra Radikale Venstre.

Et fyraftensmøde for fremtiden
”Som kommune er det vores interesse, at alle vores borgere har et godt liv – et aktivt liv på egne præmisser. Det handler om at have et godt og tilfredsstillende liv, og vi ved fra et hav af studier, at menneskelige relationer og samvær har betydning for trivsel, så det er en skidt situation, vi er havnet i. For SF er kulturen og idrætten netop det, der binder en kommune sammen. Vi skal prioritere ressourcer og fokus til en fortsat udvikling, og vi skal gøre det endnu bedre end i dag. At DIF rangerer os på en plads som nr. 84 er bare ikke godt nok, og det skal forbedres,” siger Thomas Kielgast fra SF. Han tilføjer: ”De optimale steder til at dyrke samvær og aktiviteter sker alle steder, hvor mennesker mødes i idrætsliv, i foreningsliv og i kulturliv. Og i den verden omkring os, hvor der er uro, så vil fokus på netop dette ”kit” øge vores individuelle resiliens, og det er godt for det enkelte individ og for samfundet. Det styrker vores fællesskab, når vi styrker vores modstandskraft.”   

”I lyset af de mange års fokus på mistrivsel, ensomhed, fysisk og psykisk velbefindende, så er det et stort problem, at det ikke er lykkedes bedre med at sætte fokus på vores idræts- og fritidsliv i Køge kommune og indløse alle de gode effekter, vi ved vores foreninger, frivillige og aktører indenfor kultur og fritid har potentiale til. Vi ved, at nøglen til et bedre liv, større mental og fysisk sundhed, psykisk overskud og glæde skabes gennem oplevelser og samvær med andre mennesker. Det er også her, man lærer andre at kende i mere uformelle situationer, og man møder mennesker, som er anderledes end en selv, og man får mulighed for at tale sammen på kryds og tværs. Det øger vores kendskab og forståelse for andre mennesker, og det er godt for vores samfund og for vores demokrati,” siger Marie Stærke fra Socialdemokratiet.

Hun fortsætter: ”Vi interesserer os nu for at undersøge, hvad der er gået galt i de seneste fire år. Hvorfor har foreningerne ikke fået lov til at indløse deres potentiale, når vi som fællesskab har brug for det. Menneskeligt går vi glip af et ufatteligt meget og økonomisk ville der også gevinster at hente, hvis mennesker kan dyrke fællesskabet på trods. Med det fantastiske foreningsliv og de mange frivillige, vi har rundt omkring i Køge kommune, så burde vi have været et langt bedre sted end hvor vi er havnet nu. Derfor inviterer vi nu alle foreninger, aktører og frivillige til topmøde for at få inspiration, samle de bedste ideer og sparke nye initiativer i gang. Det store spørgsmål er: Hvordan bringer vi fritidsliv i Køge kommune i top 10? Topmødet afholdes på Pakhuset Braunstein fredag den 14. november fra kl. 16 til 17.30. Og det er bare om at komme i gang, for med den reformstorm, vi som kommune og samfund står over for, så skal vi alligevel også i gang med at opdyrke tættere samarbejde og relationer på tværs af civilsamfund, foreninger og kommune for at sikre vores velfærd er i top.”

Hvis man er interesseret i hele målingen, kan den studeres her: https://www.dif.dk/om-dif/det-arbejder-vi-for/kv25/kommuneundersoegelse-2025